Sådan er en traditionel skat opbygget.

Man starter med at finde en bøtte eller beholder af passende størrelse. Beholderen skal være vandtæt og kunne tåle frost. I beholderen lægges en ”stashnote” som er et stykke papir som fortæller evt. findere hvad der er de har fundet og hvordan de skal forholde sig til den. Derefter skal der ligges en logbog og blyant i beholderen. Til sidst puttes der nogle bytteting i skatten.
Nu skal cachen gemmes. Af sted ud i skoven, søen eller hvor man nu har tænkt sig at gemme skatten. Typisk gemmes skattene der hvor man gerne vil vise frem for andre, det kunne være en flot udsigt eller et sjovt træ, der er mange muligheder. Når skatten er gemt finder man koordinaterne med sin gps. Dette gøres meget grundigt for at være så nøjagtigt som muligt. Hjemme igen skal skatten oprettes og aktiveres på www.geocaching.com hvorefter andre geocachere kan gå ud og lede efter skatten.

 

Hver skat har sin side på geocaching.com på siden står der beskrevet lidt om området skatten er gemt i og ved hjælp af stjerner kan man se hvor svær skatten er at finde / komme til. Der kan også være et hint til at hjælpe med at finde skatten hvis man kommer i bekneb derude. Koordinaterne til skatten findes selvfølgelig også her. De tastes ind i gps’en og så af sted.

 

Vel fremme ved koordinatet, er det så med at finde skatten. Den kan være gemt megt finurligt, og den kan også ligge, så man næsten kan se den på afstand. Typisk vil den være gemt under nogle grene eller blade så ”mugglere” de uvidende ikke finder den ved en fejl. Når skatten er fundet og åbnet skal der skrives en lille hilsen i logbogen så cacheejeren kan se man har været der. Hvis der er nogle af byttetingene man bare må eje, må man tage den og lægge en anden af tilsvarende værdi.

 

Vel hjemme går man igen på geocaching.com for at logge sit besøg på skatten. Herefter kan man under sin profil følge med i hvilke skatte man har fundet.